I sidste weekend lavede jeg, for at underholde min søn (nå, og ikke selv have en kedelig tid), efter at have ramt min hjerne et stykke tid, en mini-dart, som sikkert næsten alle lavede i barndommen, ligesom jeg. Nå, dem, der ikke lavede sådan et simpelt (at lave) legetøj i barndommen. De vil være i stand til at klare det (uden andres mistænkelige blikke, med tanker om mental retardering hos den person, der har lavet det). Først når deres afkom vokser op til en acceptabel alder. For ikke ved et uheld at skade ham selv og folkene omkring ham (fredelig gå i nærheden og uvidende om truslen, der truer over ham). Sikkerhed kommer jo først.
Så for at lave en mini dart havde jeg brug for:
- Trådskærere.
- Saks.
- En kuglepen (til markering), fordi der ikke var nogen firkantet notesbog.
- Lineal (af samme grund).
- Sytråd (alm.).
- Tændstikker (mere eller mindre jævne eksemplarer), gerne med små hoveder og uden defekter (ellers vil de have en dårlig effekt på flyveegenskaberne og bane for vores fremtidige miniraket).
- En nål, ikke en stor (en stor, du skal bare skærpe den yderligere eller øge vægten).
- Papir (i mit tilfælde et fragment af tapet på grund af fraværet af en notesbog i øjeblikket).
- Kobbertråd, ikke særlig tyk, ellers vil der være vanskeligheder med vikling, og der er stor sandsynlighed for at bryde tændstikker, ikke særlig tynd (du bliver træt af at vikling). Jeg har 0,4 millimeter (det ser ud til at være helt rigtigt).
Du kan undvære det. Men da vægten af det færdige produkt ikke er stor, lader dets flyverækkevidde meget tilbage at ønske; generelt er det ikke så langt, som vi ønsker, det stikker praktisk talt ikke ind i målet, og flyvevejen er næsten uforudsigelig. Til at begynde med lavede jeg rakettens krop, tog fire tændstikker i den ene hånd, med den anden hånd skubbede jeg nålen i midten med den skarpe ende udad, med den tredje hånd begyndte jeg at vikle rebet, bare en joke , selvfølgelig klarede jeg det med begge hænder. Efter at have viklet det let fik jeg rebet til, førte det ind mellem tændstikkerne og lagde kroppen til side og gik videre til næste fase.
Denne fase består faktisk af at lave vingerne til et kastevåben (uanset hvor sjovt det kan lyde, er det sandt). En dartpil er et våben (kastning), det er et spyd, omend noget lettere og mindre sammenlignet med spyd til hånd-til-hånd eller rytterkamp (som normalt har en samlet længde på op til halvanden meter). For at lette kast, er den afbalanceret (hensigtsmæssigt). Som våben (jagt) og kamp blev de brugt af tropper fra mange lande og folk, allerede siden oldtiden. Konstant brug (som et våben) blev registreret i det tyvende århundrede. I det gamle Rusland blev de kaldt sulitsa. Dart kaldes også kastepile (kort) for spillet kaldet dart.
Så først markerede og skar jeg papiret til en firkant.
Så, med nogle enkle manipulationer, forvandlede jeg det til en ligebenet trekant, så igen, igen og igen, generelt, se på billedet.
Efter at vingerne var klar, placerede jeg kroppen af den fremtidige dart på vingerne.
Derefter, efter at have afsluttet og fikset tråden (som beskrevet ovenfor), brændende med ønsket om hurtigt at teste den, kastede han den på husets væg dækket med fiberplader. Forventningerne blev ikke opfyldt, den var stadig fugtig (dens vægt var ikke nok til at overvinde blæsten, troede jeg). Jeg tog en beslutning om at rette op på situationen uanset hvad. Ud fra de talrige ingeniørtanker, der opstod, mens det faldt på gulvet, blev den bedst egnede til en bestemt type fly valgt.
1) Reducer vinden ved at skære dele af vingerne af (det virkede umiddelbart mistænkeligt og ikke smukt for mig).
2) Øg vægten af buen, hvilket tilføjer en betydelig stigning i aerodynamisk luftmodstand. Dette blev opnået ved at vikle kobbertråd på tændstikker med en nål, uden at glemme en jævn overgang. Efter at have spillet nok og modtaget en masse uforglemmelige øjeblikke af lykke fra en sjov tid tilbragt med barnet, var der et forsøg på at forlænge fornøjelsen gennem modernisering for at tiltrække barnets aftagende opmærksomhed. Han realiserede ideen ved på magisk vis at omdanne en pil til en raket ved delvist at amputere pilens hale.
Resultatet af det kirurgiske indgreb var, at der blev vundet yderligere en halv time. Og raketten landede sikkert (omend med næsen) på overfladen af væggen, hvor den forbliver den dag i dag. Jeg ønsker alle, der har børn, de samme behagelige og unikke øjeblikke i livet. Jeg råder dig til at bruge tiden, når de stadig er små, for de vil vokse op, og små, primitive legetøj vil ikke længere kunne fremkalde de samme følelser i dem tæt på en tilstand af eufori.
