Det blev besluttet at gøre den næste nye butik så ikke-metallisk som muligt. Det maksimale mål var, at de eneste metaldele i det færdige produkt var søm og skruer.
Budgettet indeholdt i øvrigt kun omkostninger til de samme forbrugsstoffer, og alle materialer blev fundet i gården og skurene. Lad os nu tale om alt i rækkefølge.
Klargøring af materialer og værktøj
Der skulle ikke mange værktøjer til arbejdet: en hammer, et målebånd, et vaterpas, en tang, en tænger, en sav, en vinkelsliber (du kan klare dig med et metalblad), en skruetrækker og en økse.
Materialerne dukkede på en eller anden måde op af sig selv. Gamle vinduesrammer var velegnede til benene (træets imponerende tykkelse og tæthed kom godt med).
Sædet var lavet af brædder omkring 20 mm tykke (lavet i USSR, ligesom byttet, så der er ingen spørgsmål om kvaliteten overhovedet).
Det ville have været muligt at lade overfladen være træ og male den, men resterne af plastik, der lå tomgang, udstrålede bogstaveligt talt et ønske om at være nyttig.
Den forventede højde på benene var 45 cm, så de resterende 55 cm træ blev sendt til behandling med spildmaskineolie.
Sæde samling
To brædder i alt gav en bredde på 26 cm, hvilket var nok. Tilbage er kun at trimme træet lidt og med succes forbinde de to dele sammen. I betragtning af at brædderne ikke var den første friskhed og oprindeligt var beregnet til groft arbejde, måtte jeg pille ved forbindelsen for at undgå højdeforskelle.
En lille nerve, fire søm, og du er færdig.
En plastikprofil, der skaber en slags skinner til et stykke plastik, blev fastgjort med selvskærende "bugs"-skruer langs omkredsen af sædet. En af de mindre sider skal sikres efter montering af bænken.
Det blev meget godt. Takket være omhyggelige målinger og jævn skæring passer plastikken perfekt på plads.
Det færdige sæde ser sådan ud.
Installation
Igen, på grund af et beskedent budget og modvilje mod at gå til butikken efter cement, blev det besluttet at installere en bænk uden ekstra udgifter.
Et par huller var overraskende lette at grave, men det sværeste var at justere benene, så bænken ikke ville ende med at være skæv. Komprimeret jord og knækkede mursten gav præcis den effekt, der skulle til. Selv da kun halvdelen af hullet var fyldt ud, stod bænken allerede meget, meget selvsikkert. Da gruberne var fyldt helt ud, blev det sådan noget. Tilbage var blot at sømme sædet til benene.
Vi tre tjekkede den: i alt modstod den omkring 200 kg.Benene bliver malet lidt senere, men indtil videre vil jeg bare skrive på den hvide plastik, at der ikke er metal i denne bænk, og der er ingen grund til at forsøge at få det op af jorden.
