Du kan selv påføre zink ved hjælp af den galvaniske metode, men glem ikke sikkerhedsforanstaltninger. Når du arbejder, bør du bruge åndedrætsværn, gummihandsker, sikkerhedsbriller, og alle operationer skal udføres udendørs eller i et godt ventileret område.
Vil behøve
Til galvanisk galvanisering af metal har vi brug for ganske tilgængelige og billige materialer og produkter:
- zink (for eksempel batterihuse);
- orthophosphorsyre;
- rusten metalplade;
- 12 V batteri;
- tynd tråd;
- lille magnet;
- bomuldspuder og gummiringe;
- skotsk;
- medicinsk sprøjte.
De værktøjer vi vil bruge er: gaslygte, saks, skruetrækker, husholdningshårtørrer, kniv, kværn og amperemeter.
Metalgalvaniseringsproces
I en garage er det svært at galvanisere et bilkarosseri fuldstændigt, men det er ganske muligt at beskytte tærsklerne, skærmene, nummerpladeområdet eller fjerne fejl.Kilden til zink kan være hylstre til saltbatterier, zinkanoder, batterier osv.
Hvordan genkender man zink? Da det ikke er magnetiseret, tiltrækkes en magnet ikke af det. Zink smelter også let med en gasbrænder, da dens smeltepunkt er 419 grader Celsius.
Galvaniseringsprocessen er langsom. For at fremskynde det opløser vi stykker zink i orthophosphorsyre, som vil fungere som en elektrolyt.
For hurtigt at opløse zinken i syren skal du opvarme beholderen med en hårtørrer.
Lad os komme ned til den praktiske side af tingene. For at gøre dette bruger vi en rusten metalplade. Vi fjerner rust fra det ved hjælp af en kværn med en trådskive.
Vi bruger et stort saltbatteri som anode, fjerner metalhætten, grafitstangen og en halvvåd blanding af grafit og manganoxid, samt salte som elektrolyt.
I den ene ende af zinkkroppen fastgør vi en bomuldspude med et gummibånd, og i den anden ende - en ledning fra batteriets positive terminal. Vi forbinder batteriets negative terminal til metal.
Vi forsegler en del af det rustfrie område af metalpladen med tape for at skabe en klar grænse mellem det galvaniserede område og den del, der ikke er dækket med et lag zink.
For ikke at overbelaste batteriet under galvanisering, tilslutter vi et amperemeter med en skala på op til 100 A. Hvis du ikke har en tynd ledning, kan du klare dig med en tyk ved at skære en pære ind i den.
Vi fylder en sprøjte med orthophosphorsyre med opløst zink og gennembløder en vatrondell.
Først galvaniserer vi en sektion af pladen, der ikke er ryddet for rust, som til at begynde med flyder med en strømstyrke på omkring 15 A og derefter falder til 2-3 A.
Selv rustent metal er dækket af et lag zink, som faktisk er synligt.Men tilstedeværelsen af rust forværrer galvaniseringsprocessen, men med en vis omhu kan du opnå gode resultater.
Vi mætter igen bomuldspuden med elektrolyt og fortsætter med at galvanisere det rene område af pladen. Det kan ses, at processen begynder ved en strømstyrke, der er lavere end i det foregående tilfælde, og derefter fortsætter med de samme 2-3 A. Selv udvendigt er det tydeligt, at kvaliteten af galvanisering for rent metal er højere end for rust.
For at sammenligne galvaniseringsgraden skal du fjerne tapen og sørge for, at der er en klar linje mellem den galvaniserede og ubehandlede overflade. Der kan være en mistanke om, at forskellen kun skyldes syrens virkning og ikke batteriet.
Lad os fastslå sandheden. For at gøre dette skal du frakoble batteriet fra batteriet. Vi gennembløder en vatrondell med elektrolyt og behandler det rensede metal. Vi ser, at der ikke sker noget. Tilslut ledningen igen og sæt spænding på batteriet. Vi begynder at køre det over metallet og ser straks, at galvaniseringsprocessen er begyndt. Efter nogen tid forsvinder grænsen mellem de to dele af metallet.
Hvis belægningen er mørk, dvs. skør og porøs, betyder det, at vi enten har flyttet anoden langsomt, eller at der er for meget strøm, eller at der ikke er nogen elektrolyt på vattet.
Efter påføring af zink skylles galvaniseringsområdet grundigt med vand for at fjerne elektrolytten. Vi affedter også overfladen inden maling. Dette vil forlænge delens eller kroppens levetid.
