En historie om batteridensitetsindikatoren. Det handler om det "grønne øje", der er monteret i en af dåserne. Lad os finde ud af, hvad det virkelig viser, og om vi skal tro det.
Den største myte om denne indikator er, at den overvåger batteriopladningen. Der er dog en vis sandhed i dette, fordi ladningen er direkte relateret til elektrolyttens tæthed. Men hvis vi kun fokuserer på det, når det kommer til behovet for at vedligeholde batteriet, så mister vi batteriet. Oftest, når denne indikator skifter farve, er det for sent at tænde for opladeren. Og omvendt kræver batteriet ikke altid en opladning, når det grønne øje forsvinder. Lad os begynde at finde ud af det.
- grøn farve - alt er fint, batteriet fungerer;
- sort farve - lav elektrolytdensitet, kræver genopladning;
- hvid farve – lavt niveau, tilsæt vand.
Farverne kan variere mellem forskellige producenter - i stedet for sort kan der være rød, og i stedet for hvid kan der være sort. Flere detaljer kan findes i batterivejledningen.Og den mest pålidelige information fra denne sensor opnås i det tredje tilfælde, når det er nødvendigt at tilføje vand. Alt andet bør stilles spørgsmålstegn ved. Hvorfor?
Grønt øje på batteriet. Hvad der er galt med ham
Hvad er ladningsindikatoren? Dette er det enkleste indbyggede hydrometer, der reagerer på ændringer i elektrolytdensiteten. Takket være dets specielle design kan tre forskellige farver ses i vinduet, svarende til batteriets tre tilstande. Og jeg må sige, at alt dette fungerer upåklageligt, der er intet at bryde. Hvad kan vi ikke lide?
Indikatoren er designet til en vis elektrolyttæthed og ændrer farve, når den falder til under 60% af den nominelle. Men batteriet kræver opladning, når det mister 70-80 % af sin ladning. Selv med en sådan udledning er der mulighed for elektrolytfrysning. Nej, den fryser selvfølgelig ikke til is, men den bliver inaktiv, når den udsættes for lave temperaturer. Og batteriet vil ikke længere trække starteren.
Massefylde afhænger også af den omgivende temperatur. Og i kulden bliver opløsningen i glassene tykkere, dens koncentration stiger. Indikatoren lyser med et "grønt øje", som signalerer, at alt er normalt. Men faktisk viser batteriet sig at være afladet.
Og i varmen observeres den modsatte effekt - elektrolytten bliver flydende, dens tæthed falder. Indikatoren signalerer behovet for at genoplade. Selvom der i virkeligheden ikke er et sådant behov. I dette tilfælde koger opløsningen ved opladning, pladerne ødelægges, og batteriet svigter. Det er temperaturparadokserne.
For første gang begyndte sådanne indikatorer at blive installeret på hybride batterier med lav vedligeholdelse. Det er også næsten altid installeret i calcium.Et klassisk hydrometer med en pære kan ikke indsættes i dem på grund af manglen på påfyldningspropper. Producenten mener, at sådanne batterier ikke kræver vedligeholdelse gennem hele deres levetid.
Hvorfor blev det ikke installeret i de gamle "6ST55" og "6ST60", en tilsyneladende praktisk ting? Derfor var der i gamle batterier et stort forbrug af vand til kogning. Man troede, at chaufføren hver anden uge ville skrue propperne af, tilføje vand og måle densiteten med et klassisk hydrometer.
Fortsæt. Har du bemærket, at ladeindikatoren normalt er placeret i en af de midterste dåser. Men det ville være mere korrekt at sætte det som en sidste udvej. Hvorfor? Fordi elektrolytten koger mest væk i dem, fungerer de i en forbedret tilstand i forhold til de andre. For terminalerne er placeret på de yderste banker. Og det ville være klogere at overvåge tilstanden af elektrolytten i disse problembanker.
Lad os opsummere. Brug denne indbyggede indikator for lavt batteri med omtanke. Du kan ikke blindt tro på hans vidnesbyrd. Det er bedre at kontrollere ladeniveauet og spændingen med jævne mellemrum ved hjælp af instrumenter: et pålideligt hydrometer med en pære, en lastgaffel og multimeter.
Dette vil være meget mere korrekt.
